tirsdag den 17. april 2012

Alt har en årsag

Grunden til manglende blogindlæg - Især i weekender


Du sidder måske, og undrer dig over, at indlæg "kommer og går". Nogle gange findes der et par stykker om ugen, andre gange udebliver de. Især i weekenderne kniber det - her er grunden:
Bachelor-Skrivnings-Træningslejr-Hi!
Lige for tiden står den på forlængede weekender hjemme hos forældrene, så undertegnet kan få foretaget sig lidt BA-relevant, og få skrevet nogle sider. Af selv samme årsag får jeg ikke altid reklameret i tide, for de arrangementer der byder sig i byen. Jeg håber dog, at folk selv kan udvise lidt initiativ, hvis de ønsker at bruge tiden på lidt kultur.

Ambassadøren - Did I like it?

Doc Loungen er for længst overstået, og dette er så mine lommefilosofiske holdninger til arrangementet og filmen.
Arrangementet som helhed synes jeg, var et glimrende koncept. Jeg agter da i langt højere grad at gøre brug af Doc Lounge arrangementer. Hyggelig, rolig, afslappet og uhøjtidelig stemning. Det eneste problem med arrangementet var dog, at de viste Ambassadøren dagen efter, at man kunne have set den gratis på DR2 - næste gang skulle det måske gøres før.
Mht. Ambassadøren må jeg indrømme, at jeg havde en anelse svært ved at koncentrere mig om indholdet det første lange stykke tid - simpelthen pga. det virkelige elendige engelsk Mads Brügger præsterede i sin voiceover. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys synes jeg klart, det skulle have været overvejet 1. at lave voiceoveren på dansk. 2. få en anden, mere engelskkyndig, til at indtale den. Selvfølgelig er jeg også miljøskadet, eftersom engelsk er en stor del af mit studium, men når meningen med filmen går tabt, så er det værd at overveje om det, til en anden gang, skulle være anderledes.

De Studerendes Dag

Et af de arrangementer jeg burde have oplyst om, var De Studerendes Dag på SDU. Arrangementet blev afholdt i dag, og var et ganske fint et af slagsen. Ikke et dårligt arrangement, men heller ikke et der vælter dig bagover af begejstring.
Helt ærligt, så kom jeg primært for den gratis sandwich + kage og sodavand. Man er vel på SU, og elsker alt, der er gratis! En studiekammerat fik mig dog overtalt til at overvære oplægget Kampen om ungdom. Kulturanalyse af den moderne generationalisering. Jeg er glad for jeg lod mig overtale. Det var et superfedt oplæg, og med en virkelig cool forelæser - men cool er vel ikke et moderne, ungt ord mere? Og oplægget handlede nemlig om ungdom, og om hvorledes alderdommen efterhånden afskaffes, da det gælder om at være evigt ung. Han havde især en fed analyse af Michael Jackson, som jeg gerne ville have hørt uddybet. Personligt håber jeg bare på, at han er en af underviserne, når jeg efter sommerferien forhåbentligt starter på kandidatuddannelsen for Kultur og Formidling. Efter forelæsningen i dag glæder jeg mig i hvert fald usigeligt meget til at starte. Nå, men udover oplægget, og gratis mad, er der egentlig ikke så meget at sige til arrangementet. Fint, men ikke mind blowing. Tilgengæld burde de til en anden god gang, have flere steder hvorfra sandwiches uddeles - for der skabte sig en umenneskelig lang kø.

Men nu vil jeg tilbage til noget mere BA-relevant. Derfor må I også selv finde ud af hvad Odense byder på i denne uge. Tilgengæld kommer der snart en guide til næste uge.

onsdag den 11. april 2012

Closer to nature

En tur på Naturama i Svendborg

I påsken kiggede familien og jeg ind hos Naturama. Udover den faste udstilling kører der for tiden en udstilling om Karen Blixen og hendes forhold til Afrika.
Alt i alt synes jeg, at Naturama er et fantastisk sted for hele familien. Der er massere af muligheder for at udfordre både unge og gamle. Derudover fandtes der massere af muligheder for opgaver til børnene. Genialt! Både en påskeægs-jagt (i forbindelse med påsken), men også opgaver der foregår hele året - såsom f.eks. en form for rebus lignende billeder der hænger rundt omkring i bygningen. Jeg kan f.eks. nævne en hane med svømmefødder, snorkel og bobler rundt om sig = En vandhane! Det' sjovt. Og en fin lille opgave der kan løses af børnene selv, eller i fællesskab med de voksne.


Test dig selv - et sted der forstår at inkludere

Derudover var der poster, hvor man kunne teste ting som: Hvor hurtig er jeg i forhold til diverse dyr - altså hvilket dyr ville du kunne løbe fra? Eller hvor mange insekter ville jeg kunne nå at fange i mit spind, hvis jeg var en edderkop? Du kunne også teste din hurtighed til at hakke i træ set i forhold til en spætte - let me tell you, en spætte er hurtig.
Generelt er det noget af det, jeg vil rose Naturama for. Personligt er jeg nysgerrig, når det kommer til dyr, men tingene kan nogle gange være svære at sætte i perspektiv. Med de små opgaver kan du bedre danne dig et overblik over, hvor hurtig isbjørnen egentlig er, eller hvor meget spætten egentlig når at hakke. Desuden foretrækker jeg også til hver en tid, at der er aktivitetsmuligheder, da en udstilling kan blive kedelig og ensformig i længden.


Moderne teknik længe leve

En anden genial idé, (måske har andre også fået den, jeg har bare ikke set det før), var at inkludere den moderne teknologi. Af gode grunde kan de ansatte hos Naturama ikke være til stede konstant, og kan ikke guide hele tiden - og slet ikke om alle dyrene på en gang. Men med Naturamas tiltag kommer vi et skridt tættere på.
Naturama har nemlig indført qr-koder i deres udstilling. Så ved udvalgte dyr, f.eks. spækhuggeren og isbjørnen, kan du scanne qr-koden, som leder dig til en film. I filmen får du et fint oplæg, om det dyr du scannede koden for - på den måde kan alle få sig en guidet tur rundt på Naturama, og man bestemmer selv tempoet og tidspunktet.
Spækhuggeren. Læg mærke til qr-koden nederst i billedet. Det' smart!

Karen Blixen særudstilling

Karen Blixen udstillingen der er pt., er også ganske fremragende. Vi tog en tur med guide, som varede ca. en halvtime. Guiden lagde mere vægt på Afrikas dyr end Blixens forfatterskab, men nu er det jo heller ikke Karen Blixen Museet. Personligt synes jeg, guidens vægtning var god, og hun gav et fint oplæg med informationer om diverse dyr samt mulighed for spørgsmål. Min bror har købt sæsonkort, og har derfor hørt oplægget før - eller det vil sige: Han sagde, at hende der guidede os, lagde vægt på andre ting, end den guide han havde oplevet før. Jeg tænker, det egentlig er meget godt - på den måde, vil du kunne få nye informationer, selvom du måske har set udstillingen før. Hvis guiderne lægger vægt på noget forskelligt, er der altid ny viden at vinde. Jeg kunne især godt lide de fun facts, vi fik om flodhesten, såsom: Når den skal op og græsse, så lægger den afføring på vejen ml. vandhullet og stedet den græsser, så den kan lugte sig vej tilbage til sit vandhul. Generelt er flodhesten meget fokuseret på afføring - tag til Naturama og find ud af hvorfor. What a cliffhanger.
Derudover kan du se skelettet af et næsehornshoved samt et flodhestehoved. Uhh, og en fin kopi af et næsehorn der har levet i virkeligheden - det er jo et gigantisk dyr!
Bagerst, i den gamle bygning, er der ligeledes en udstilling med fokus på Afrika. Her finder du nemlig en masse billeder af Afrikas dyr. Helt fantastiske billeder synes jeg, og ved hvert enkelt billede får du også fun facts om dyret på billedet. Vidst du f.eks., at elefanter kan "høre" med fødderne og snablen.

Alt i alt kan jeg kun give Naturama mine varmeste anbefalinger. Mit eneste klagepunkt er, at deres biograf koster ekstra. De har en biograf med en fin lille film, som for tiden omhandler svalen. Indgang til biografen koster 15 kr. ekstra. Misforstå mig ikke, det er en god lille oplevelse, men den burde være inklusiv i prisen - eller også burde filmen være lidt længere.

tirsdag den 10. april 2012

What you can do

Lidt af Odenses goder i denne uge


Så er påsken slut, men derfor kan man da godt gå ud og være lidt social og kulturel.


Doc Lounge

I morgen, d.11, kan du tage på Studenterhuset - det er nemlig Doc Lounge-tid. Så kom kl.19 (filmen starter kl.20) og nyd en god dokumentar. Studenterhuset sørger for en lækker, afslappet lounge stemning. I morgen vises Mads Brüggers Ambassadøren. Prisen for os stakkels studerende er små 40 kr. (ellers en flad 50'er). 


OFF Frivilligmøde

En anden fantastisk ting der foregår i morgen, på Kulturmaskinen, er OFFs Frivilligmøde. Så har du lyst til at være en del af Odense Filmfestival her til sommer, så kom til mødet. Tilmeld dig ved at sende en mail til calyn@odense.dk. Jeg var selv frivillig sidste år, og har tilmeldt mig igen i år. Det er en fantastisk uge, der venter i august - så skynd dig at blive en af OFFs frivillige. Selv hvis du ikke har mulighed for at komme i morgen, kan du stadig tilmelde dig som frivillig. Igen - gør det, det er fedt! Og husk, det er gratis at være frivillig, så her er dårlig økonomi ingen undskyldning.


Open-mike

Torsdag er der igen stand-up i Odense. Denne gang er der open-mike på Kulturmaskinen. Jovist er det et sats, hvem ved om de nye er gode - men bare rolig. Der er en vært til at guide dig igennem. Og at se en gå total ned på scenen - det kan der også være noget tragikomisk i. Så mød op kl.19 og medbring cool cash. Køber du din billet hjemmefra, slipper du med 40 kr., ellers må du give en 50'er i døren.


Til de rige

Sidst men ikke mindst er det i denne uge, at Casper og Frank er i Odense. Personligt har jeg valgt denne oplevelse fra pga. prisen. Men har du lidt ekstra penge, der skal bruges, så tror jeg absolut, det er en fornuftig måde at bruge pengene på - Jeg ville i hvert fald have brugt dem således. Så hvis der er lidt på kistebunden, og hvis der stadig er billetter at få, så skynd dig at bestille.

mandag den 9. april 2012

En gammel kending fylder år - igen!

H.C. Andersen holder fødselsdag i Odense - igen! Men hvordan var hans store show


Hvert år på H.C. Andersens fødselsdag afholdes der fødselsdag i koncerthuset for de små størrelser. I denne anledning havde jeg lånt kusinens datter på næsten fire år.

Jeg var spændt på at se, hvordan Odense ville fejre digterens fødselsdag, eftersom jeg i november sidste år deltog i H.C. Andersen Campen. Campen var arrangeret af bl.a. H.C. Andersen Fonden, og gik i al sin enkelthed ud på: Hvordan kan/skal vi bruge H.C. Andersen. Og hvordan udbreder vi kendskabet?
Campen var interessant, og der var mange delte meninger. En forholdsvis generel holdning var dog, at H.C. Andersen ikke skulle udnyttes. Man skulle ikke bruge ham til diverse, underlige ting blot for at lokke ekstra mange mennesker til. Der skulle være en eller anden form for relation til Andersen eller eventyret - uden at denne relation var for søgt.

Jeg var derfor spændt på at se, hvad der ville blive disket op med.
Billetterne til fødselsdagsshowet var/er gratis, og egner sig, i hvert fald i følge betegnelsen, for de 4-8-årige. Showet finder sted tre gange denne dag - det kunne desværre mærkes.
For det første er koncertsalen en helt forkert lokation. Stolene i sig selv er ikke egnede til et børneshow. Sædet er for langt nede, og ryggen på stolen foran for høj - ingen børn i salen kunne se noget. Mit lånebarn måtte sidde på skødet blot for et lille glimt.
Odenses self-proclaimed officielle H.C. Andersen, aka Torben Iversen, stod i spidsen for showet, som primært havde hans H.C. Andersen Parade som omdrejningspunkt. Dertil kom et lille drys af kendte mennesker. Heriblandt Thomas fra Skjulte Stjerner og Chapper og Sebastian fra DR.
Som nævnt skulle showet egentlig have egnet sig til mit lånebarn, men det var som om det aldrig rigtig fangede. Hvorvidt hun var for lille eller for stor, havde jeg svært ved at bedømme. Jeg tror måske, det var begge ting på skift. Konklusionen er derfor, at noget ikke var rigtigt, men hvad det var ved jeg ikke. Som eksempel kan jeg dog give Thomas' optræden - jovist, drengen synger som en drøm, men ingen børn gider høre en dreng synge "Some where over the Rainbow", dette indslag var forhåbentligt for forældrenes skyld. Dertil kan man også tilføje ballet børnene fra Odenses balletskole. De er da søde, men igen - ingen børn har tålmodighed til den slags. H.C. Andersen Paraden var, hvad den altid er, hvilket kan være fint, og den fanger da tildels også børnene. For forældre/voksne er det dog tydeligt, at Torben Iversen efterhånden har lirket disse tekster af sig i mange, mange år. Det føles som en højtlæsning, uden den store følelse. Det bedste indslag må være Chapper og Sebastian. Her føltes det i hvert fald som om de fleste børn var med, og især de lidt større børn.
Den overordnede konklusion må dog være den førnævnte: Noget passede ikke, men hvad præcist er svært at sige.



Hvorvidt et sådan show strider imod, hvad vi nåede frem til på den føromtalte camp, er svært at sige. For jo, det er da en udnyttelse der foregår, når man fejrer fødselsdag for en mand, der for længst er død. Samtidig er fødselsdagsshowet en tradition, og en glimrende måde at indføre børnene i hans eventyr, og eventyrets verden. Det kunne dog, måske, gøres mere eventyrligt hvis der var lidt mere sjæl og lidt mindre følelse af samlebånd.
Men hvis man ikke må fejre H.C. Andersen på hans fødselsdag, hvornår må man så? Mere inklusion af børnene i eventyret ville dog være at foretrække.

Graham showdown

Således rockede Lukas Graham Posten

Aldrig har jeg set så mange mennesker på Posten. Jeg har efterhånden været der et par gange, om må indrømme, at jeg efterhånden troede, at Posten bare aldrig rigtig fyldte deres sted op - altså at når den tilladte kapacitet var nået, så var der stadig massere af plads mellem jeg selv og de andre koncertgæster - I was wrong! So wrong. Det viser sig, at jeg blot har været til koncerter med navne, som ikke trækker ligeså mange gæster som kometen, stjerneskuddet Lukas Graham. Salen var proppet, og allerede der var der grobund for en fed stemning.


Jeg undskylder den ringe billedkvalitet

Lukas Graham m. band gjorde det fantastisk, intet mere eller mindre kan sige til dette. Er man til musikken, så bliver man bestemt ikke skuffet. Han kan synge, musikken er fantastisk, og de leverer en god autentisk stemning.
En aften hvor 10 stykker pigeundertøj flyver op på scenen, kan man vel ikke rigtig sige så meget til? Så er målet nået.
10 gange undertøj for et band uden trøjer var åbenbart mere, end hvad 10 teenagepiger kunne sige nej til. Så op fløj undertøjet, og af kom trøjerne.

Hermed band uden tøj og forsanger med BH-hat

Sidst men ikke mindst virkede det også som om, Graham var glad for at være i Odense - men sådan skal det vel være. Han lod dog en kommentar falde om, hvor dejligt det var, at Odense koncerten var udsolgt før deres optræden i X-Factor. Jovist forstår jeg, hvor knægten kommer fra, men synes også lidt jeg fornemmer en Nirvana-lignende konflikt. De er glade for at spille til udsolgte koncerter, men hvis folk først så dem i X-Factor, er det ikke okay? Du kan jo ikke både spille for propfyldte sale, men samtidig ikke ønske at din musik spredes for meget ud. Og hvis folk nu en gang kan lide din musik, så kan det vel være lige meget, hvorvidt de for første gang hørte dig via X-Factor?