tirsdag den 5. juni 2012

Tiden flyver

En computers død og en bloggers genopstandelse

Nu er Bacheloren afleveret, og det er blevet tid til at vente. Vente, vente og vente lidt mere. Jeg har kun en enkelt eksamen ud over BA'en, så det er til at overkomme.
Tilgengæld døde computeren lige efter BA'en var udskrevet - og det var virkelig lige efter - vi snakker millisekunder. Så mens computeren har været til reparation har jeg ikke rigtig haft mulighed for at give jer noget godt - Men som Kurt Thorsen så fint sagde/sang en gang: Her har i mig tilbage!

So just you wait. Kan dog allerede nu foreslå EM arrangement i Kongens Have lørdag + sommerballet samme sted søndag.

tirsdag den 17. april 2012

Alt har en årsag

Grunden til manglende blogindlæg - Især i weekender


Du sidder måske, og undrer dig over, at indlæg "kommer og går". Nogle gange findes der et par stykker om ugen, andre gange udebliver de. Især i weekenderne kniber det - her er grunden:
Bachelor-Skrivnings-Træningslejr-Hi!
Lige for tiden står den på forlængede weekender hjemme hos forældrene, så undertegnet kan få foretaget sig lidt BA-relevant, og få skrevet nogle sider. Af selv samme årsag får jeg ikke altid reklameret i tide, for de arrangementer der byder sig i byen. Jeg håber dog, at folk selv kan udvise lidt initiativ, hvis de ønsker at bruge tiden på lidt kultur.

Ambassadøren - Did I like it?

Doc Loungen er for længst overstået, og dette er så mine lommefilosofiske holdninger til arrangementet og filmen.
Arrangementet som helhed synes jeg, var et glimrende koncept. Jeg agter da i langt højere grad at gøre brug af Doc Lounge arrangementer. Hyggelig, rolig, afslappet og uhøjtidelig stemning. Det eneste problem med arrangementet var dog, at de viste Ambassadøren dagen efter, at man kunne have set den gratis på DR2 - næste gang skulle det måske gøres før.
Mht. Ambassadøren må jeg indrømme, at jeg havde en anelse svært ved at koncentrere mig om indholdet det første lange stykke tid - simpelthen pga. det virkelige elendige engelsk Mads Brügger præsterede i sin voiceover. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys synes jeg klart, det skulle have været overvejet 1. at lave voiceoveren på dansk. 2. få en anden, mere engelskkyndig, til at indtale den. Selvfølgelig er jeg også miljøskadet, eftersom engelsk er en stor del af mit studium, men når meningen med filmen går tabt, så er det værd at overveje om det, til en anden gang, skulle være anderledes.

De Studerendes Dag

Et af de arrangementer jeg burde have oplyst om, var De Studerendes Dag på SDU. Arrangementet blev afholdt i dag, og var et ganske fint et af slagsen. Ikke et dårligt arrangement, men heller ikke et der vælter dig bagover af begejstring.
Helt ærligt, så kom jeg primært for den gratis sandwich + kage og sodavand. Man er vel på SU, og elsker alt, der er gratis! En studiekammerat fik mig dog overtalt til at overvære oplægget Kampen om ungdom. Kulturanalyse af den moderne generationalisering. Jeg er glad for jeg lod mig overtale. Det var et superfedt oplæg, og med en virkelig cool forelæser - men cool er vel ikke et moderne, ungt ord mere? Og oplægget handlede nemlig om ungdom, og om hvorledes alderdommen efterhånden afskaffes, da det gælder om at være evigt ung. Han havde især en fed analyse af Michael Jackson, som jeg gerne ville have hørt uddybet. Personligt håber jeg bare på, at han er en af underviserne, når jeg efter sommerferien forhåbentligt starter på kandidatuddannelsen for Kultur og Formidling. Efter forelæsningen i dag glæder jeg mig i hvert fald usigeligt meget til at starte. Nå, men udover oplægget, og gratis mad, er der egentlig ikke så meget at sige til arrangementet. Fint, men ikke mind blowing. Tilgengæld burde de til en anden god gang, have flere steder hvorfra sandwiches uddeles - for der skabte sig en umenneskelig lang kø.

Men nu vil jeg tilbage til noget mere BA-relevant. Derfor må I også selv finde ud af hvad Odense byder på i denne uge. Tilgengæld kommer der snart en guide til næste uge.